Det komplekse utroskab
Utroskab er et af de mest komplekse emner jeg arbejder med. For den, der er utro, handler det næsten aldrig om den anden i parforholdet — men om længsler og afstand i ham eller hende selv.
Esther Perel, belgisk parterapeutUtroskab gør ondt. Det er hverken komplekst eller til diskussion. Utroskab er et tillidsbrud, der truer de fleste parforhold.
Utroskab er ikke noget vi gør mod hinanden — det er oftest noget, vi gør for os selv. Og samtidig skaber det efterdønninger af bedrag og tillidsbrud hos vores partner, som ofte bliver enden på et ellers dejligt parforhold.
I vores nutidige opfattelse af utroskab reducerer vi det hurtigt til at handle om manglende evne til at styre sin lyst og seksuelle tiltrækning. Men vi har brug for at se mere nuanceret på utroskab for at styrke parforholdets fundament.
Utroskab truer mere end forholdet
Utroskab er en af de eneste handlinger, der på én gang kan frarøve os både vores lykke, vores forhold og vores identitet. Og alligevel er det noget, vi forholder os så lidt til og taler endnu mindre om. For de fleste par er selve samtalen om utroskab — hvad enten det er en realitet eller en frygt — meget svær. Og det gør kun det hele endnu sværere.
For utroskab er noget, vi i parforholdet selv sætter grænserne for, og derfor er det vigtigt, at vi kan tale om det. Er utroskab en tæt dans med en anden til en julefrokost? En aktiv profil på datingapps? Betalt sex? Det er meget forskelligt, hvor grænserne går — og det er vigtigt, at vi som par kan tale om vores grænser, så vi undgår at såre hinanden.
Parforholdet på en ny præmis
Når utroskab gør særligt ondt i vores tid, skyldes det måske, at parforholdet er indgået på en anderledes præmis end tidligere. Før i tiden byggede parforholdet primært på økonomisk sikkerhed. I dag bygger det på en romantisk forestilling: vores partner skal være vores eneste ene, vores intellektuelle ligestillede, vores bedste ven og vores elsker — den udvalgte. Og vi er alt det samme for vores partner.
Når utroskab indtræffer, er jeg pludselig ikke alt dette længere. Jeg er ikke unik eller udvalgt. Utroskab risikerer at true min identitet — og derfor bliver det så faretruende. Men når verden er sort-hvid, mister vi overblikket. Og vi mister kontakten til kærligheden.
Det er muligt at komme videre
For mange par er utroskab så smertefuldt, at det øjeblikkeligt bliver enden på forholdet. Det kan være ekstra svært at opsøge parterapi efter utroskab, fordi omverdenen ofte møder os med forventningen om et øjeblikkeligt brud.
Men min oplevelse er, at det bestemt er muligt at komme videre i sit parforhold efter utroskab. Det kræver tid og vilje fra begge parter at bearbejde det tillidsbrud, der har været. Og det kan samtidig være en stærk og smuk proces at komme igennem sammen — trin for trin hen imod en ny version af jeres forhold, eller hen mod en værdig afslutning.
Jeg tilbyder parterapi i Holbæk til par, der vil forstå hvad der skete og finde vej videre.
Matthias Winkelhorn · Første samtale er afklarende · 300 kr. Book en afklarende samtale